Bibelsk sjælesorg - traumehjælp i samtalegruppe
Som noget nyt tilbyder vi fra efteråret en ny form for sjælesorg, som foregår i en samtalegruppe.
Mennesker kan sørge over mange forskellige typer tab. Har du oplevet en livsomvæltende hændelse privat eller i forbindelse med dit arbejde, har du oplevet voldsom sygdom hos dig selv eller en pårørende, har du været i en ødelæggende skilsmisse, eller står du i svære moralske konflikter? Så er denne samtalegruppe måske noget for dig.
I gruppen vil vi i fortrolighed:
- Se på hvad Biblen siger om lidelse.
- Give dig viden om traumer og sorgreaktioner.
- Udforske traumer eller tab, du måtte bære på.
- Opbygge modstandskraft til fremtiden.
Erfaringen viser, at når smerte og lidelse deles, bliver tabet og traumet lettere at bære. Derfor tilbyder vi samtale-fællesskaber, hvor der kan tales om det, som er svært at bære alene. Vi anvender den internationalt anerkendte metode ”Bibelsk sjælesorg”. Bibelfortællingernes visdom inddrages i den deltager-involverende metode, som understøtter eksistentiel og åndelig omsorg. Man kan læse mere om ”Bibelsk sjælesorg” på www.cttt.dk.
Gruppen faciliteres af sognepræsterne Charlotte Dyremose fra Virum og Xenia Dalgaard fra Søllerød, som begge er uddannet inden for metoden. Gruppen er åben for borgere fra både Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Forløbet foregår i Virum Kirke over syv onsdage og egner sig bedst til personer, hvor tabet eller traumet ligger flere år tilbage, men tidligst er sket for 6 mdr. siden.
For at sikre en god dynamik i gruppen skal alle interesserede have en uforpligtende samtale med Charlotte eller Xenia forud for forløbet. Med denne samtale vil vi uddybe form og indhold samt drøfte, om gruppen er noget for netop dig. Samtidig vil vi sikre os, at gruppen kommer til at fungere godt sammen, og viser der sig behov for en ekstra gruppe med f.eks. et særskilt fokus, vil vi udbyde en sådan. Det er gratis at deltage, og der kræves ingen særlige forudsætninger.
Du kan kontakte Charlotte Dyremose på chdy@km.dk eller på tlf. 40 22 20 77. Du kan kontakte Xenia Dalgaard på xd@km.dk eller på tlf. 29 42 77 20.
Onsdage kl. 16.00-18/18.30 den 2., 9. og 28. september, den 7. og 21. oktober (NB: den 21/10 kl. 18.30-19.45.), den 4. og 11. november