Artikel af Kristian Tvilling fra kirkebladet vinter 2024/25

"Os er en evig frelser født" - sådan synger vi i Ingemanns julesalme ”Dejlig er jorden”, og det er det, julen handler om. Julenat lader Gud sig føde som et lille menneskebarn, og som præst er opgaven altid at spørge: Hvad har det med os at gøre? Hvad betyder det for os? 

Den kristne påstand er jo, at det betyder alt for os, fordi Kristus er verdens frelser – men det er på ingen måde indlysende, hvad det betyder. For hvad vil det sige at blive frelst? Og hvad skal der til for at blive det? Det har der aldrig helt været enighed om, og det er stadig et spørgsmål, der kan få sindene i kog i teologiske kredse.

Frelse står i modsætning til fortabelse, og allerede her er meningerne delte. Der er en del, der – ligesom Martin Luther – køber ind på den middelalderlige folketro, at man efter døden enten kommer i paradis eller bliver pint i helvede i al evighed. Ifølge min kristne tro og teologiske overbevisning er den slags tanker netop afskaffet i kristendommen.

Nej, frelse betyder ganske enkelt evigt fællesskab med Gud, mens fortabelse må være det modsatte – gudsforladthed. Når det siges, at Gud blev menneske for at frelse det fortabte, betyder det altså, at Gud skaber et fællesskab med det, der før var udenfor ham. Julenat bliver Gud ganske enkelt ét med os, så der ikke længere er et udenfor.

Mange vil her mene, at det kræver noget af os, hvis vi gerne vil forblive i fællesskabet med Gud. Vi skal i hvert fald være døbt og formentlig også tro og muligvis ovenikøbet leve på en særlig måde. Det vil sige, at evig fortabelse er en mulighed, nemlig for de af os, der ikke helt tror nok, eller som måske opfører os lidt for dårligt – og i hvert fald for dem, der af den ene eller anden grund ikke er blevet døbt.

Problemet med den tanke er for mig at se to: For det første siger man derved, at Kristus fejlede. Han kom til verden for at frelse det fortabte, men det lykkedes åbenbart ikke. Han formåede i realiteten kun at frelse en mindre del af os. For det andet gør det os selv til den egentlige frelser. Vi gør os selv til Gud. Kristus skaber måske nok muligheden for, at vi kan blive frelst, men det er i sidste ende op til os selv at blive det, nemlig ved at tro og leve på den rigtige måde. Så bliver verdens frelser ikke længere født julenat, for jeg er min egen frelser.

Men hvad så med dåben? Er den så heller ikke nødvendig for frelsen? Igen må svaret blive nej. Dåben er ikke en magisk handling, der forbinder os med Gud på en særlig måde. I så fald ville det pludselig være os præster, der var frelsere – og det kan jeg i hvert fald garantere, at vi ikke er.

Der er dem, der mener, at det devaluerer dåbens betydning, men det giver ingen mening i mit hoved. Dåben er en kærlighedserklæring fra Gud og et løfte om evigt fællesskab med ham, og det kan aldrig være ligegyldigt – heller ikke selvom kærligheden og fællesskabet også eksisterede før dåben. Jeg elskede også min kone, inden jeg sagde ja til hende i kirken. Alligevel opfatter jeg på ingen måde vielsen som betydningsløs.

Så for at gøre en lang historie kort: Julens budskab er, at Gud har ladet sig føde som verdens frelser og ikke bare de særligt dydiges frelser. Der eksisterer intet, der er udenfor Gud. Gud er også de gudsforladtes Gud.

Derfor kan vi alle sige som Johannes Møllehave: Det ender godt!

Rigtig glædelig jul!
Kristian Tvilling