47-årige Charlotte Dyremose har de seneste mange år beskæftiget sig med kirke og kristendom fra mange forskellige vinkler – både som aktiv samfundsdebattør, i diverse arbejdsgrupper, som konservativ kirkeordfører i Folketinget og som menighedsrådsformand. I sommeren 2019 blev hun færdig på Pastoralseminariet og ordineret til sit første embede. I går stillede hun sig for første gang på prædikestolen som Virum Kirkes nye præst.

Af Tina Nørager Dahlstrøm, kordegn og kommunikationsmedarbejder
Foto: Marlene Kejser, kirke- og kommunikationsmedarbejder

Når man spørger Charlotte Dyremose, hvad hun har glædet sig mest til ved sit nye job, slår hun straks en latter op.

”At jeg nu kan svare ærligt, når folk på gaden spørger mig, om jeg er den nye præst i Virum Kirke. Det har været svært at blive ved at holde det skjult. Jeg har følt mig lidt som en lystløgner den seneste tid”, griner hun.

Rygterne har svirret, siden Elisabeth Siemen i november valgte at gå på pension og efterlade en ledig plads i kirken, hvor præsterne ellers ikke er kendt for at rende fra pladsen. Mange har spurgt, endnu flere har gættet. Mon ikke Charlotte ville vende hjem til den kirke og menighed, hun kender så godt? Jo, den er god nok. Charlotte vender hjem til Virum Kirke. Og hun glæder sig.

”Det er jo en fantastisk gave at få lov at komme tilbage til den menighed, jeg har været en del af, siden jeg var barn”, siger hun.

Hjertet har talt
Siden Charlotte Dyremose blev færdiguddannet som præst, har hun efter nogle år i en fast stilling også haft en række stillinger som vikar. Hun opdagede hurtigt fordelene ved at udforske livet i forskellige kirker, inden hun en dag skulle slå sig ned i en fast stilling igen. Og så passede det godt til hendes familieliv.

Hun er mor til to teenagere, Christian på 17 og Elisabeth på 15, som hun har sammen med sin mand Jacob. Sammen bor de i dag i Charlottes barndomshjem på Ryvej – tæt på Virum Kirke. De sidste fire år har hun været heldig at få vikariater i cykelafstand fra Virum, så det var faktisk slet ikke meningen, at hun skulle noget andet endnu. Men så var den der pludselig. Stillingen, hjertet ikke kunne sige nej til.

”Det har været meget lærerigt at arbejde som vikar; møde en masse steder og se de forskellige måder at gøre det på rundt omkring. Derfor tænkte jeg ikke, det var lige nu, jeg skulle have en fast stilling. Men det var jo oplagt. Jeg bor her i Virum. Jeg er barn af Virum. Og det er en kirke, man bliver i, så det er ikke til at sige, hvornår muligheden var der igen”, smiler hun.

Glæden ved rugbrødsarbejdet
Charlotte Dyremose brænder for det, der i præstekredse kaldes for ’rugbrødsarbejde’ – højmesser og kirkelige handlinger. Og hun glæder sig til at træde ind i arbejdet i en kirke, der er stor nok til at favne både børnearbejdet, højskoleaftener og alternative gudstjenesteformer uden at det er på bekostning af den traditionelle højmesse.

”For mig som præst er det vigtigt, at folk skal møde evangeliet, så de har det til trøst, når de møder sorg og krise. Det centrale er, at kirken kan understøtte, at man ser og tør stole på, at man kan lægge sit liv og sine problemer hos Gud. Så man ikke er alene med sit liv, krise og sorg. Der er mange livssituationer, hvor det er godt og vigtigt at have det kristne budskab med sig. Men der, hvor det virkelig batter, er når man er i krise”, siger hun tænksomt.

Charlotte Dyremose blev indsat som sognepræst i Virum Kirke søndag den 16. marts af provst Eigil Saxe og kan nu begynde sin hverdag, med alt hvad præstelivet indebærer.

”Jeg glæder mig meget til at møde menigheden – både dem, jeg kender i forvejen og alle dem, jeg ikke kender endnu”, slutter hun.