
Kan man holde gudstjeneste sammen uden at være i det samme rum?
Den tomme kirkesal i Virum Kirke fyldes med meningsfulde ord og salmesang på søndag d. 22. marts kl. 10.00, når vi livestreamer gudstjenesten på vores Facebookside. På den måde kan vi have et fællesskab på afstand og læne os op af de kristne ord i denne svære tid, hvor corona-virussen hærger. Kirkebænkene forbliver altså tomme, men vi håber, at I vil følge med fra stuerne og lytte til prædiken af sognepræst Kristian Tvilling og synge med, når sognepræst Elisabeth Siemen synger for på salmerne, som organist Knud Rasmussen spiller til.
Salmenumre:
Salme 785: Tunge, mørke natteskyer
Salme 644: Aldrig er jeg uden våde
Salme 696: Kærlighed er lysets kilde
Salme 754: Se, nu stiger solen
Salme 217: Min Jesus, lad mit hjerte få
Livestreamingen foregår fjernbetjent af produktionsselskabet SignalMedia ude foran kirken, og vi tager dermed stort hensyn til, at der bliver holdt afstand, og at der ikke samles flere mennesker i kirken end højst nødvendigt for at gennemføre dette.