Fredag d. 25. oktober 2019, Kl. 16:00 til kl. 20:00

For første gang holder Kongens Lyngby Provstis seks sogne en fælles drop in-dåb, som kommer til at foregå i Lyngby Kirke. Fra kl. 16.00 til 20.00 kan alle, der ønsker det, komme ind og blive døbt. Det kræver ingen tilmelding, og alt, man behøver at medbringe, er gyldig billedlegitimation – dvs. pas eller kørekort. Hele drop in-dåben tager omkring en time, og man får sin dåbsattest med hjem med det samme.

Når man som dåbskandidat kommer ind i kirken, bliver man registreret sammen med evt. medbragte vidner. Hvis man ikke selv har dåbsvidner med, træder nogle af de tilstedeværende præster eller andre af kirkens ansatte til som vidner. Derefter får man en dåbssamtale med en præst forud for selve dåbshandlingen, som foregår præcis som ved en almindelig højmesse. Kort efter dåben skriver kordegnen dåbsattesten, og den døbte får også en gave med fra kirken i form af en bibel efter eget valg.

Drop in-dåb henvender sig til folk i alle aldre, som af den ene eller anden grund ikke blev døbt som spæde. Så er du et af de mange mennesker, der længe har leget med tanken om at blive døbt uden at få gjort noget ved det – så har du chancen her, uden at du behøver at gøre andet end at møde op på dagen.

Tilmelding ikke nødvendig – men husk gyldig billedlegitimation.

Sted
Lyngby Kirke