Den apostolske Trosbekendelse:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders,
den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme
levende og døde. Vi tror på Helligånden.
den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.

Kristendommen har aldrig været den eneste religion i verden.

Den er som nævnt sprunget ud af jødedommen, der var den officielle religion i Israel på Jesu tid.

Men i den store omkringliggende verden – i Romerriget – var den hellenistiske/ romerske religion den fremherskende. Det er her vi finder troen på de gamle græske guder – Zeus, Apollon, Afrodite osv.

Da kristendommen begyndte at bevæge sig uden for Israels (Palæstinas) grænser, var det helt uundgåeligt, at man i mødet med andre religioner, hurtigt kunne gøre rede for, indholdet af denne nye tro, som kristendommen var.

Derfor samlede man indholdet af kristendommen i nogle få hovedsætninger – eller trossætninger.

Den trosbekendelse vi bruger i kirken ved hver gudstjeneste, og som også er den trosbekendelse vi bruger ved hver eneste dåb, kaldes for den apostolske trosbekendelse.

Denne bekendelse, hvis rødder i en vis forstand, går tilbage til de første apostle, har været i brug siden det sjette århundrede.

Undtagelsesvis bruger vi her ved Virum kirke (fx. julenat) en anden trosbekendelse, nemlig den nikænske trosbekendelse:

Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens,
alt det synliges og usynliges skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud,
født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt,
og som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød
ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske,
som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus,
blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne
og opfør til himmels, sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør,
som udgår fra Faderen og fra Sønnen som tilbedes og æres
tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne.
Og på én hellig, almindelig og apostolisk kirke.
Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse
og den kommende verdens liv.

I oldkirken brugte man fisken som symbol på Kristus.

Her ligger også en bekendelse gemt.

Fisk hedder på græsk "ikhtys" og her gemmer sig forbogstaverne på nok den ældste Kristus bekendelse: Jesus Kristus, Guds Søn, frelser.

Derfor taler vi også om Kristus-fisken.