Apostlene er oprindelig de samme som disciplene, dog med en undtagelse. Apostlen Paulus træder ind på den plads, som Judas Iskariot efterlod sig.
(Hvis man går ind i Domkirken i København, kan man se billedhuggeren Bertel Thorvaldsens store figurer af de 12 apostle.)

Jesus udvalgte sig 12 disciple. Senere kom der mange flere til.
Ordet discipel henviser i Ny Testamente i reglen til de 12.

forkynder, fortæller af det kristne budskab.
Mattæus, Markus, Lukas og Johannes er alle evangelister. Evangelisterne er ikke de samme som apostlene.

Helligånd forstås som Guds livsmagt, som er virksom i menneskets tilværelse (jfr. Apostlenes Gerninger kap.2).
I Johannes evangeliet kaldes Helligånden også for Talsmanden, altså den der taler på Guds vegne. Helligånden kaldes også for Kærlighedens og Sandhedens Ånd.
Luther forklarede Helligånd, som Guds livgivende magt, der kalder, samler, oplyser og opretholder.(jfr. forklaring til 3. trosartikel i Lille Katekismus.)
Helligånden er det 3. led i trosbekendelsen, og den 3. person i Treenigheden (se denne). Helligåndens højtid er Pinsen.

Gammelt ord for måltid. I ny testamente tales især om den sidste nadver, det sidste måltid, som Jesus spiser med sine disciple, Skærtorsdag (s.d.) og hvor han lærer dem, at de sammen skal spise og drikke i hans navn, som et af tegnene på, at de er hans disciple.
Nadveren er også det vi fejrer med hinanden, på Jesu bud, hver gang vi holder gudstjeneste.

= den 50.(dag) efter påske, i det gamle testamente – se 5. Mosebog kap. 16, v.9-10.
I det ny testamente = dagen for Helligåndens komme til jorden, se Apostlenes gerninger kap. 2.
Med lidt god vilje, kan man også kalde Pinsen for Kirkens fødselsdag.
Pinsens farve er rød, efter ildtungerne der satte sig på apostlene. (Bemærk, at vi på dansk taler om at "brænde for en sag", eller at være "optændt" af noget. Det handler pinsen også om.)

Vi kender dem især fra Gammel testamente, hvor profeterne var Guds talerør. De talte på Guds vegne.
I Gammel testamente finder vi (mindst) 16 profeter – 4 store og 12 små.
De 4 store profeter er: Esajas, Ezekiel, Jeremias og Daniel.
Når der i Ny testamente henvises til profeterne – er der i reglen disse 16 der henvises til. Og hvad angår Jesu liv og historie, især fortællingerne til jul og påske, er det især profeten Esajas der nøglen til forståelse.
I Johannes evangeliet taler Jesus om Talsmanden som skal komme til disciplene, efter hans bortgang. Denne talsmand, er altså ikke en profet, men snarere en stedfortræder, som skal komme i hans sted, og som skal tale på Guds vegne. (se også under Helligånd).

Påsken er, uden sammenligning, den største fest i jødedommen. Det er også den største højtid i kristendommen, hvor vi fejrer Jesu opstandelse fra de døde.
I jødedommen er påskens højtid tæt knyttet til fortællingen om Moses og israelitternes udfrielse fra slaveriet i Egypten.
Det er i 2. Mosebog kap. 1-15, at vi læser om Moses, Farao, de 10 plager, og udvandringen fra Egypten til det forjættede land.
Den 10. frygtelige plage er døden. Den vil ramme enhver førstefødt af hankøn, men bliver afværget hos israelitterne ved, at de slagter et lam af hankøn, og smører dets blod på husets dørstolper, som et hemmelige tegn, det bevirker, at dødsenglen skåner den pågældende familie, dvs. går forbi.
Påske hedder på hebraisk Pesach, som netop betyder "gå forbi/ skåne".
Man kan altså tale om, at lammets blod dengang i Egypten, skånede eller gav liv til israelitterne.
I Kristendommen ændrer påsken betydning. Selvom Jesus og disciplene fejrede den jødiske påskefest, er det i kristendommen Jesu opstandelse fra de døde, vi fejrer.
I evangelierne kan vi læse, at Jesus blev taget til fange, dømt og henrettet netop under den jødiske påske, sådan forstået, at han symbolsk bliver det sande Guds lam, der må ofres, så døden går forbi.
I gamle dage talte man om påske ugen, som den stille uge.
Vi begynder med Palmesøndag, hvor vi mindes Jesu indtog i Jerusalem, hvor folkemængden langs vejen skar palmegrene af træerne, og lagde dem på vejen. Heraf navnet Palmesøndag.
Skærtorsdag, den sidste aften som Jesus tilbringer med sine disciple, inden hans tilfangetagelse. Det er her han indstifter Nadveren (s.d.) det er også her han tages til fange, bliver pint og forhørt og dømt til døden.
Langfredag, dagen hvor Jesus må slæbe sit kors uden for byen til Golgatha, hvor han bliver korsfæstet og dør.
Påskedag, den morgen da Jesus opstår fra de døde, dvs. han sejrer over døden.

Den kristne tanke, eller lære, at Gud er et væsen, men at han er tre personer: Fader, Søn og Helligånd.
Tanken er, at Gud viser sig som tre personer – Faderen som skaber, Sønnen Jesus Kristus, som levede her på jorden og som døde og opstod, og Helligånden som den kraft, der i os mennesker bestandig skaber tro, håb og kærlighed.

I kristendommen taler vi om, at Gud åbenbarer sig i mennesket Jesus fra Nazaret, altså Gud træder frem på jord, han viser sig i Jesus.
Man kan også tale om, at mennesker kan modtage en åbenbaring.
Det er her profeterne (s.d.) kommer ind i billedet.
De modtager en mundtlig åbenbaring( et syn, en vision) fra Gud, som så senere bliver skrevet ned. Åbenbaring er en meddelelse om Guds vilje og hensigt med verden.
Vi kender også åbenbaring fra andre religioner f.eks. jødedommen og inden for Islam, hvor profeten Muhammed modtager ordet fra Allah, som så senere nedskrives i Koranen.