Kristendommen begynder som en bevægelse inden for jødedommen i Israel, ca. 30 år efter vor tidsregnings begyndelse.

Kristendommens indhold er den forkyndelse eller fortælling, som går tilbage til Jesus fra Nazaret, og som omhandler hans liv, død og opstandelse, hvor Gud viser sig i historien, hvor han træder ind i vores verden.

I begyndelsen var kristendommen ikke bare ugleset, men endda forbudt, både indenfor landets grænser, men også i Romerriget.

Men allerede omkring år 400, under og efter Konstantin d. Store ( ca. 280-337) bliver kristendommen statsreligion i hele den romerske verden.

Den kristne kirke som institution er nu født, den er en enhedskirke, kendt som den katolske kirke.

Som tiden går, vokser kirken, men også kampen om magten.

I 1054 revner kirken i to dele – Østkirken, eller den ortodokse kirke, som får hovedsæde i Konstantinopel (det nuværende Istanbul) hvor paven sidder, og Vestkirken, den katolske kirke, som stadig har hovedsæde og pave siddende i Rom.

Officielt overgår Danmark fra troen på de nordiske guder til kristendommen i 960, under kong Harald Blåtand.

Her spiller den franske benediktiner munk Ansgar en rolle.

Ansgar kaldes også for Nordens Apostel.

I de første århundrede er danskerne katolikker, lige som resten af befolkningen i Vesteuropa, men i 1536 kommer Reformationen til Danmark, og vi overgår til den protestantiske kirke.

Med Grundlovens indførelse i 1849, bliver den Luthersk evangeliske Kirke, til Den danske Folkekirke.