|
Bibelen er hovedskriftet – bogen over alle bøger - i kristendommen. Ordet bibel stammer fra græsk – hvor glosen biblos, slet og ret betyder bog.
Bibelen falder i to dele – det gamle testamente, som vi har fælles med jøderne, og det ny testamente, som vi er ene om.
Det gamle testamente, er et ret omfattende skrift. Det fylder ca. 2/3 af hele bibelen.
Det består af 39 bøger, og er oprindelig skrevet på hebraisk, som var sproget man talte og skrev på i det gamle Israel.
|
|
 |
|
I det gamle testamente finder vi alle de kendte fortællinger som skabelsesmyterne, fortællingen om syndefaldet, Noah, Moses, alle profeterne, de store konger som Saul, David og Salomon.
Det gamle testamente er en skønsom blanding af poesi, prosa, historiefortælling, myter og sagn.
|
|
 |
|
Hvem forfatterne til disse skrifter er, ved vi ikke, men forskerne regner med, at bøgerne er nedskrevet fra ca. 1000 år før vor tidsregning frem til ca. 200 år før.
Det gamle testamente udgør hele jødernes hellige skrift.
Alle skrifterne i det gamle testamente kaldes bøger.
|
|
Det ny testamente, udgør den sidste tredjedel af bibelen.
Det består af 27 forskellige skrifter, som oprindelig er skrevet på græsk, der var oldtidens hovedsprog, - man kan sammenligne med den udbredelse engelsk har i vore dage.
|
|
 |
|
I ny testamente finder vi fortællingerne om Jesus. Om han liv, død og opstandelse.
Her finder vi juleevangeliet, fortællingerne om hans disciple, de berømte lignelser, Fadervor, og påskeugens begivenheder.
Alt dette er beskrevet hos de 4 evangelister – Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
Selvom evangelisterne fortæller historien om Jesus forfra – Mattæus og Lukas begynder med Jesu fødsel, skal man bemærke, at fortællingerne er skrevet bagfra.
Det er påskens store begivenheder, Jesu korsfæstelse, død og opstandelse, der er udgangspunktet for evangelisternes beretninger.
For det er her i påskens store fortælling, at det endegyldigt afsløres, hvem Jesus er.
At han er Guds søn, eller Gud selv.
Efter evangelierne kommer Apostlenes Gerninger, der handler om disciplene, der nu kaldes apostle, (det betyder udsending), og deres ofte stridsomme kamp, for at udbrede budskabet om Jesus Kristus, Guds Søn.
Det er også her, vi møder Apostlen Paulus for første gang.
Dernæst kommer alle brevene, de fleste er skrevet af Paulus, til de menigheder han grundlagde på sine 3 missionsrejser.
Til sidst kommer Johannes Åbenbaring, som er en vision, om denne verdens endeligt, og den nye verdens skabelse.
Det ny testamente et nedskrevet over en periode på 40 – 50 år.
Paulus breve er de ældste, de er skrevet omkring år 50 – 56 e.Kr.
Evangelierne er lidt yngre – Markus er det ældste, nedskrevet ca. år 70, så kommer Mattæus og Lukas ca. år 80, og til slut Johannes evangeliet som er fra ca. 90 – 100.
Også Johannes Åbenbaring mener man, er skrevet omkring år 90.
Skrifterne i ny testamente kaldes som hovedregel for evangelier eller breve.
|
|